Skip to main content

Formand: Kræftramte skal ikke være sundhedssystemets syndebukke

Brystkræftforeningen i Danmark udsendte i november en pressemeddelelse i anledning af at flere læger satte spørgsmålstegn ved behandlingen af kræftramte – de såkaldte kræftpakker.

I Danmark skal alle, der udredes og diagnosticeres for kræft indgå i et kræftpakkeforløb, som sikrer at de hurtigt får en diagnose og hurtigt kommer i relevant behandling. De pågældende læger oplever, at de må sætte andre patienter bag i køen og behandle kræftramte først. Der er ikke kapacitet til at prioritere personer, der ikke er kritisk syge, så højt, som der er behov for.

Brystkræftforeningen udsendte som led i denne debat en pressemeddelelse: ’Kræftramte skal ikke være sundhedssystemets syndebukke’, hvor brystkræftforeningens formand Anja Skjoldborg Hansen bl.a. udtalte: ”Kræft er desværre fortsat den sygdom, flest i Danmark dør af, og fremover vil flere få kræft. Men på grund af bedre behandling vil flere heldigvis overleve i længere tid. Derfor er det en ærgerlig udvikling, at kræftramte skal udpeges som syndebukke i et sundhedssystem, som lider på grund af dårlig organisering, personalemangel, ringe økonomi og politisk bestemte behandlingsgarantier, som man ikke kan overholde. De landvindinger, der til stadighed ses i udvikling af nye behandlinger på stort set alle områder og de rettigheder, vi har som patienter, kommer til at drukne i en konkurrence om hvilken sygdom, der er bedst at have. Og det er ikke rimeligt, for når den danske kræftpakke for udredning af fx brystkræft indeholder tidsintervaller, som bør overholdes af hensyn til prognosen, er det fagligt begrundet,” siger Anja Skjoldborg Hansen, formand for Brystkræftforeningen.

Læs hele pressemeddelelsen her: https://brystkraeftforeningen.dk/nyheder-og-presse/nyhed/kraeftramte-skal-ikke-vaere-sundhedssystemets-syndebukke