Mor lå i stuen, og jeg kunne hver dag fortælle hende om skoledagen

Joachim levede med morens kræft, fra han var 7 til 12 år. I starten var han hele tiden bange for, at hun skulle dø, men efterhånden blev han mere rolig. Det var først det sidste år, da sygesengen stod i stuen, han forstod, at tiden var knap.

Selvom det var en svær tid, så har han også mange gode minder, fortæller han.

Joachim er i dag 16 år og i fuld gang med at uddanne sig til mekaniker. Han har også fået en bonuslillesøster og livet er på alle måder gået videre, selvom han som 12 årig mistede sin mor.

Joachim var med på Folkemødet, hvor han fortalte, hvad det har betydet for ham, at hans mor fik livsforlængende medicin.

”Min mor havde kræft i stort set hele kroppen. Det startede som brystkræft og spredte sig til resten af kroppen. Hun fik alle bivirkninger. Man kunne se, at hun ikke havde det godt, men hun ville gerne prøve alle de behandlinger, der var, så hun kunne leve længere og være sammen med sin familie,” fortæller Joachim, der ville ønske, man kunne få medicin, så man fik mere tid og overskud til at leve uden at have så mange smerter, som hans mor havde.

Var mest bange de første år

”De første par år var jeg meget bange for, at hun skulle dø. Hvis hun ikke lige svarede på telefonen, så tænkte jeg, at ’nu er det sket’. Men jeg blev mere og mere rolig, fordi hun overlevede i så lang tid. Det var først det sidste år, da hun fik en hospitalsseng ind i vores hus og lå i den, at det gik op for mig, at hun var syg. Hun havde ikke så meget energi. Men vi prøvede at være omkring hende og have det hyggeligt og lave noget sammen som at bage en kage. Hendes seng stod i stuen, så når vi så en film, kunne hun være med. Vi vidste jo alle, at det ikke gik den rigtige vej, men vi havde et håb,” fortæller han.

Sørg for de gode minder

Joachims bedste råd til andre, der står i samme situation, er, at man skal sørge for at få nogle gode minder sammen og bruge tiden til at opleve det, man gerne vil. For selvom man ved, at tiden er knap, så ved man ikke, hvornår det er slut:

”Vi vidste godt, at hun skulle dø, men vi vidste ikke, det ville gå så hurtigt. Hun skulle på hospice, men kort før hun skulle derhen, fik hun det helt vildt dårligt og så døde hun kort tid efter, jeg kom på hospitalet,” fortæller han.

”Jeg er meget glad for, at jeg fik nogle gode stunder med min mor. Når jeg kom hjem fra skole, kunne jeg bare sige ’hej’ og så var hun der og vi kunne tale om, hvordan skoledagen havde været. Det er jeg glad for. Det er gode minder for mig,” fortæller han.