Nordisk ulighed på brystkræftområdet: Svært at gøre noget ved
Kvinder med lavere socioøkonomisk status har højere risiko for at udvikle brystkræft og deres prognose er ofte ringere end hos bedre stillet kvinder. Men flere faktorer bidrager til uligheden.
En ny undersøgelse viser, at der er ulighed i alt fra screening til behandling af kræft i de nordiske lande. Studiet gennemgik 98 tidligere forskningsartikler med data fra Norden, og konkluderede, at socioøkonomisk ulighed i kræft var et vedvarende problem i hele Norden.
”På trods af de nordiske landes sundhedssystemer med fri adgang til lægehjælp, tilbud om screening og avancerede behandlinger for kræft, ser vi en relativt systematisk social ulighed i kræft på tværs af lande og på tværs af kræfttyper,” siger forsker og postdoc ved Kræftens Bekæmpelse, Gunn Ammitzbøll, der har stået i spidsen for den nye undersøgelse.
Brystkræft er en af de mest almindelige kræftformer, og er også den mest almindelige årsag til kræftrelaterede dødsfald blandt kvinder. Og formanden for Brystkræftforeningen deler samme oplevelse om stor ulighed på området. Særligt når det kommer til screening.
”Der er selvfølgelig en ulighed i forhold til hvem der kommer til den screening, men det er nok svært at gøre noget ved. Så skal man flytte screeningen helt ud i lokalsamfundet, men det er der nok ikke helt økonomi i,” siger Anja Skjoldborg Hansen.
Undersøgelsen hovedkonklusioner.
- Der er en betydelig socioøkonomisk ulighed i forekomsten af kræft og overlevelse i de nordiske lande.
- Personer med lavere socioøkonomisk status har en højere risiko for at udvikle visse kræfttyper, herunder lungekræft, brystkræft og prostatakræft.
- Uligheden er et komplekst problem, der involverer flere faktorer, herunder adgang til sundhedsydelser, livstilsfaktorer og miljømæssig påvirkning.
- Der er brug for en mere målrettet indsats for at mindske den socioøkonomiske ulighed i kræftforekomst og overlevelse, herunder bedre adgang til sundhedsydelser og målerettede initiativer til forebyggelse for udsatte grupper.
Ikke kun økonomi der er afgør ulighed
Ifølge formanden for Brystkræftforeningen viser studier, at der er en sammenhæng mellem uddannelsesniveau og hvem der går til screening. Kvinder med lavere socioøkonomisk status har ofte mindre tilbøjelighed til at deltage i screeningsprogrammer og dermed også en større risiko for senere diagnosticering og et mere kritisk sygdomsforløb. Dette skyldes ofte begrænsninger i adgangen til sundhedsydelser og manglende viden om vigtigheden af screening.
”Det kan være belastende at tænke på, at der måske bliver fundet et eller andet, hvis jeg går til den screening. De er måske mere bange for selve diagnosen sådan set. Hvis ens risikoprofil er kortsigtet, så vælger man det muligvis fra.”
Kvinders livsstil er selvsagt også en faktor når det kommer til selve det at få kræft. Usund kost og inaktivitet kan øge risikoen for kræft, men efter en diagnose er der også en del udfordringer, når det kommer til ulighed. Ens netværk spiller en stor rolle, når man har fået en diagnose og skal i gang med et krævende behandlingsforløb.
Dette gælder eksempelvis for kvinder, som bor alene. Ifølge formanden for Brystkræftforeningen, så står singlekvinder ofte i en svær situation, hvor de ikke har den hjælp og opbakning i hjemmet, når de skal igennem en krævende behandling eller tage stilling til svære valg.
”Man kan måske også stå i en situation, hvor man fravælger kemobehandling, fordi man får det for dårligt til at kunne arbejde. Men hvad skal sundhedsvæsenet gøre ved det? Man kan jo ikke udskrive en kæreste på recept,” uddyber. Anja Skjoldborg Hansen.
Samfundet skal gentænkes
Ifølge formanden kræver det et helt stort systemskifte, hvis man vil komme uligheden til livs. I forhold til screening er det begrænset, hvad man mere kan gøre. For det vil være for omkostningsfuldt og besværligt, hvis man aktivt skal opsøge de kvinder, der ikke kommer til screening. I stedet skal der sættes ind fra flere steder. Med grundlæggende rettigheder, hvor man ikke kan miste sit job, hvis man får kræft.
”Nu sidder jeg i et godt akademikerjob i staten, hvor jeg sagtens kan være væk i 9 måneder under behandling. Men jeg hører om flere patienter der bliver fyret mens de er i behandling,” siger Anja Skjoldborg Hansen.
Hun efterlyser, at samfundet i højere grad etablerer nogle strukturer, der kan virke forebyggende og give et godt helbred for mange. Og sikre unge og fremtidige generationer mod sygdommen gennem oplysning i stedet for at få en chokerende melding inde hos lægen. Gennem rettigheder, så patienter ikke skal frygte for deres job.
”Hvorfor ikke lave en lov, der siger, at man ikke kan blive fyret, hvis man bliver diagnosticeret med kræft. Det vil da være en start,” siger Anja Skjoldborg Hansen.
Du kan læse mere om undersøgelsen her:
https://www.tandfonline.com/doi/full/10.1080/0284186X.2022.2143278
eller her: