Skip to main content

Nordiske brystkræftforeninger mødes til konference i København i 2024

I 2024 fejrer Dansk Brystkræft Organisation 25 års jubilæum!  Som en naturlig del af den kontinuerlige kontakt mellem brystkræftorganisationer i Finland, Sverige, Norge, Island, Færøerne og Danmark, vil jubilæet blive festligholdt i forbindelse med Nordisk Brystkræftkonference 2024.

Konferencen afholdes hvert andet år i et af de nordiske lande, og i 2024 er Dansk Brystkræft Organisation vært.

Værtsskabet går på skift mellem de nordiske lande, og sidste gang Danmark havde værtsskabet var i 2010. Samarbejdet mellem de nordiske brystkræftorganisationer betyder, at alle foreningerne kontinuerligt er opdateret vedrørende situationen for brystkræftramte i de enkelte lande.

Regelmæssige møder og de nordiske konferencer er med til at skabe opmærksomhed om forholdene for brystkræftramte på tværs af de nordiske grænser og synliggøre ligheder og forskelle i forhold til diagnostik og behandling, håndtering af senfølger og tilknytning til arbejdsmarkedet samt optimal udnyttelse af de forskningsmæssige landvindinger, der sker i disse år og vil ske fremadrettet.